Clomazon nu med udvidet godkendelse
Centium 36 CS, som indeholder aktivstoffet clomazon har nu fået udvidet sin godkendelse til ud over, at det som hidtil anvendes inden fremspiring, nu også kan anvendes i roerne efter fremspiring.
Følgende betingelser gælder:
• Der må maksimalt anvendes 0,2 l pr. år og kun hvert 3. år på arealet
• Må anvendes op til 4 gange pr. sæson, men samlede dosering må ikke overskride 0,2 l
• Må ikke anvendes på roer på kimbladsstadiet
• Efter fremspiring kan det anvendes, når alle roer har to veludviklede løvblade til roerne har 8 løvblade
• Første behandling efter fremspiring udføres med op til 0,05 l pr. ha
• Ved senere behandling må anvendes op til 0,1 l pr. ha
Med den nye godkendelse åbnes op for mulighed for at få en effektforstærkning i forbindelse med ukrudtssprøjtningerne efter fremspiring.
Effektforstærkningen er primært på de samme ukrudtsarter, som clomazon er god til ved anvendelse inden fremspiring dvs. primært hundepersille, burresnerre, pileurt samt en lidt bredere forstærkende effekt på flere andre arter.
Clomazon har i flere år været anvendt i Sverige i roerne efter fremspiring, og her er erfaringen, at der er risiko for øget negativ påvirkning af roerne ved anvendelse på fugtige planter og før kraftig regn og kolde perioder. Roerne kan påvirkes med vækststandsning og kraftig hvidfarvning.
Pas på afdrift
Ved anvendelse efter fremspiring vil første anvendelse typisk være i forbindelse med den tredje ukrudtsbehandling (efter roerne har to løvblade), og på dette tidspunkt vil buske og træer normalt også have grønne blade. Vær meget påpasselig med afdrift til hegn og haver, der grænser op til roemarken, da der kan ske kraftig hvidfarvning af blade på buske, træer og andre planter.
Erstatter ikke udsprøjtning inden fremspiring
Det anbefales fortsat at anvende clomazon inden fremspiring i marker med højt ukrudtstryk, og især hvor der er hundepersille.
Sprøjtning med clomazon skal ses som et ekstra supplement med mulighed for at effektforstærke de almindelige bladsprøjtninger.